Nicolai og Mie nyder udsigten til det kreative miljø
For det unge par var det udsigten til et kreativt og sprudlende miljø, som var udslagsgivende for deres valg. De har nu boet i deres lejlighed i Bifaldet i 2 måneder, og på trods af Musicon endnu ikke er færdigudviklet, er de blevet positivt overraskede over området.
29-årige Nicolai Larsen og 23-årige Mie Falck er nogle af de første, som permanent er flyttet ind i Musicon. Da de for et års tid siden første gang hørte om Bifaldet og Musicon, boede de til leje i Roskilde. Men med udsigten til familieforøgelse og drømmen om at bo i et sprudlende miljø med fri adgang til natur og kort afstand til centrum, faldt valget på deres lyse rummelige lejlighed på 4. Sal i Bifaldet.
”Det var vigtigt for os, at vores næste bolig ikke blot var én i en lang række af boligblokke. Herude er det kreative bygninger, hvor alt ikke ligner hinanden. Og så er det omringet af det her kreative miljø, som Musicon danner ramme om, hvilket giver et godt spænd”, siger parret.
Omgivelserne er vigtige
Musicon er Roskildes nye kreative bydel, der med sine 250.000 m2, danner ramme om et mangfoldigt vækstcenter, hvor der altid er liv og glade dage. Musicon er skabt med en grundtanke om kreativitet og fælleskab, og det er også nogle værdier, som Nicolai og Mie værdsætter, og som de nyder godt af, lige så snart de træder udenfor deres hoveddør.
”Man bliver omfavnet af stemningen, og det er noget som smitter af på ens humør, når man går en tur i området. I stedet for at træde ud på en stor trafikeret vej, bliver man mødt af en masse livsglæde og musik”, siger Mie, alt imens Nicolai følger op med, at han allerede har fået et par fine bekendtskaber blandt iværksætterne i containerstriben.